KFB ønsker at sikre vores ungdomsspillere under 18 år mod pædofili, samt at sikre alle frivillige ledere mod uberettiget beskyldninger. Det skal først og fremmest ske gennem en tæt og åben dialog mellem forældre, trænere og ledere, hvor vi opfordrer til konstruktivt samarbejde.
KFB benytter sig af den kontrolmulighed ”cirkulæret om Bekendtgørelse af behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister § 36” giver for at kontrollere, hvorvidt trænere eller holdledere, der er i direkte kontakt med børn under 18 år, er anmeldt eller dømt for pædofili.
Bekendtgørelsen tillader KFB at tjekke, hvorvidt trænere og holdledere er dømt for pædofili i form af blufærdighedskrænkelse eller deciderede seksuelle overgreb mod børn under 18 år.
Rent juridisk og praktisk skal de pågældende trænere og holdledere give skriftlig samtykkeerklæring, før KFB må søge oplysninger på de pågældende i registret.
KFB forbeholder sig retten til at indhente disse oplysninger, om ansatte eller nyansatte trænere og holdledere, og et ansættelsesforhold vil ikke blive etableret, hvis den pågældende person nægter at underskrive en samtykkeerklæring.
Såfremt trænere eller ledere med tilknytning til ungdomsafdelingen ifølge registret er dømt for forhold i relation til straffelovens § 222, 224, 225 og 235 eller dele af § 210 og 232 vil den pågældende omgående blive bortvist.
Oplysningerne søges og indehaves af ungdomsformand og bestyrelsesformand i forening.
Ovennævnte personer er underlagt tavshedspligt, og oplysningerne er fortrolige, og vil ikke blive viderebragt til privatpersoner, andre klubber, organisationer eller virksomheder.
Hvis der opstår mistanke om eller afsløring af pædofili
Blufærdighedskrænkelse eller deciderede seksuelle overgreb er en yderst alvorlig sag.
Urigtige beskyldninger mod uskyldige personer for pædofili er ligeledes en yderst alvorlig sag, som kan have uoverskuelige konsekvenser for den pågældende person.
Derfor er det vigtigt, at forældre, trænere og ledere udviser en sund dømmekraft, og at en evt. mistanke hvis det er muligt, kan understøttes af en anden voksen iagttager, der opfatter en given situation på samme måde.
Voksne skal være opmærksom på, at børns oplevelser af en konkret situation, som voksne betragter som et overgreb, ofte ikke opfattes sådan af børnene selv.
Det er ligeledes vigtigt at forstå, at mennesker kan have forskellige grænser for graden af fysisk kontakt mellem voksne og børn.
KFB,s handlingsplan
Ved hver henvendelse skal der henvises til ungdomsformand eller bestyrelsesformand for KFB.
Forældre bliver kontaktet omgående og i samråd med disse, hvis der forligger en begrundet mistanke vil politiet blive kontaktet. Den pågældende leder/træner vil omgående blive suspenderet.
Moralsk og etisk adfærd i KFB
Nye trænere skal som udgangspunkt fra starten ikke have eneansvaret for et hold børn.
På ture, samt i omklædningsrummet skal der, hvis det er muligt altid mindst være 2 træner/holdleder eller forældre tilstede.
Man går ikke i modsatte køns omklædningsrum.
Ledere bader ikke sammen med børnene.
Man inviterer ikke enkelte børn hjem.
Børn under 18 år kan ikke uden forældrenes tilladelse nyde alkohol i KFB regi.
Forældrene skal aktivt deltage i børnenes idrætsliv, så de ved selvsyn kan konstatere at deres børn trives.
Alle har pligt til at gå, til de af KFB udpegede personer, hvis man hører rygter om overgreb eller selv fornemmer, at der noget galt.
Bestyrelsen