Nyhedsbrev for KFB maj. 2011
Nye hold i KFB.
Vi har fået tilgang af 3 nye 7 m hold.
2 herreseniorhold, som er kommet til vores klub for at fortsætte samværet omkring bolden. Et hold kammerater, som har spillet sammen i anden Amager klub, samt en gruppe venner fra Stevns-egnen som nu bor i København. Vi håber at alle vil føle sig som godt tilpas i vores klub.
Kvindefodbolden er opstartet igen i KFB. Via en af vores herrespilleres kæreste er en gruppe piger nu kommet til vores klub. Holdet er åbent og interesserede spillere, hjælpere er meget velkomne. Aldersspredningen går fra 20 år og op, og begyndere er også velkomne. Tommy Thomsen (TT) er træner. Vi er glade for at vi igen kan tilbyde kvinder at spille i KFB. Vi er sikre på at vores klub liv vil have glæde af denne tilgang.
Nye spillere i KFB.
Det er en stor glæde når tidligere medlemmer vender tilbage til vores klub. Vi tror på at det er vores KFB-kultur og venskaber spillerne imellem, som er afgørende for denne tilgang. Således er vores tidligere formand Jan Baltzersen vendt tilbage, samt flere andre medlemmer fra tidligere.
Velkommen til alle nye medlemmer.
Ungdomsafdelingen oplever også tilgang i denne tid. Dette er særdeles positivt. Vi kan, som alle andre klubber, konstatere at der er en del udskiftning af medlemmer i børne- og ungdomsfodbolden.
Dette giver en udfordring til alle trænere, ledere og bestyrelsen.
Nye mindste årgange opstartes i dette forår. Her tænker vi på drenge og piger i alderen 5-7 år. Vi vil gerne opfordre interesserede forældre, familier og ledere til at kontakte bestyrelsen, hvis man er interesseret i dette tiltag- enten som hjælper eller som deltager. De nye børn kan jo kun fortsætte i KFB, hvis der samtidig findes aktive personer som vil stå for samvær og træningssamlinger.
Sæsonen er i gang.
Vi har fået en god start og stemningen i klubben fornemmes som god.
1.senior har fortsat den stime af gode resultater som efteråret sluttede med og ligger placeret midt i serie1. Vores 2. hold i serie 3 har ambitioner om en topplacering og vil forfølge dette. Det unge serie 5 hold træner nu sammen med 2. holdet og det vil give meget til deres udvikling.
Alle andre hold er kommet positivt i gang med deres turneringskampe.
Klubhuset og køkkenvagterne.
Det kompetente hold af køkkenvagter er klar igen, med madlavning hver uge- så husk at tilmelde jer disse tilbud. Velkommen til de nye mandagsvagter Allan ”mus” Sørensen og Rene Schrøder og god sæson til jer alle. Vi tror at det bliver et godt år for KFB og brugen af klubhuset.
Vi er igen plaget af indbrud, hvor der knuses ruder og runderes. Vores nye alarm har en mærkbar effekt og skal altid være tilkoblet når sidste nøglebærer forlader huset.
Drift og vedligehold varetages af flere af vores ældre medlemmer, samt et koordineringsudvalg. Der er en del opgaver i de kommende måneder, så meld jer gerne til Finn Nørgaard eller giv en hånd, når i bliver spurgt. Vi har genetableret halvtaget til stor glæde i det danske klima.
Rengøring udføres ligeledes af frivillige, hvilket er fantastisk for os. Så respekter dette ved at passe på huset og bring ikke skidt med ind og slet ikke via fodboldstøvler og grusbanesko. Her skal lyde en stor tak til Majbrit H. og supermasters for jeres rengøringsindsats.
Arrangementer.
Passive medlemmers dag blev afhold i april. Det blev nogle hyggelige timer med spisning og 1. holdets kamp mod Vigerslev. Tak til supermasters for at have stået for dette nye tiltag.
Takkefest for vores trænere, ledere og faste hjælpere afholdes d. 14. maj. Invitationer er udsendt til 58 personer, som alle bidrager væsentligt til vores drift. Vi ser frem mod en hyggelig aften.
Brunch og kamp afholdes igen af supportgruppen. Første arrangement i april bød på en smagfuld buffet, samt hyggesnak. En dejlig luxus for kun 50 kr. Så husk at melde dig snarest til næste arrangement der afholdes d. 28. maj med kamp mød Rødovre.
Hjemmesiden.
Vores webmaster Kim Schwaner arbejder hele tiden med at gøre vores hjemmeside bedre og vi har således fået nyt design i vinter. I er velkomne til at kontakte Kim med inspiration og især med indlæg om jeres hold. Kun nye indlæg, kan gøre vores hjemmeside mere aktuel og spændende.
HUSK:
Årets 2 største arrangementer i KFB.
Søndag d. 19. juni Afslutning for ungdomsafdelingen, med leg, spil, mad, pokaloverrækkelser m.v.
Lørdag d. 25. juni Afslutningsfest for voksenafdelingen med god mad, taler, pokaler, underholdning, musik og dans.
Yderligere informationer omkring ovenstående aktiviteter kan findes på vores hjemmeside.
God forårs sæson.
Vi ses i klubhuset.
Hilsen bestyrelsen i KFB.